En tragisk hændelse medførte, at jeg mistede begge mine solparakitter den 15. marts 2011. En anden af mine papegøjer brød ud af sit bur imens jeg var på arbejde, og angreb solenes bur. Som naturen foreskriver, så forsvarede Solene deres territorium, deres bur - med fatale følger.

Tamaya havde en meget omfattende bidskade på næbbet, som dyrlægen tilbød at prøve at afhjælpe med et kunstigt næb, men uden garanti for helbredelse.

Spixen havde også en bidskade i hovedet, men ikke større, end dyrlægen vurderede, at det godt kunne hele op. Men Spixen havde også fået en bidskade ved kloakken (endetarmen), som dyrlægen ikke mente var mulig at helbrede.

Dyrlægens vurdering var, at begge sole var bedst tjent med ikke at lide under en langvarig behandling uden garanti for helbredelse.

Havde der været en reel og fair chance for at jeg kunne have reddet solene med behandling, så havde jeg naturligvis gjort det. Med blødende hjerte og en følelse af svigt overfor solene, så vidste jeg godt, at jeg blev nødt til at tage den beslutning, som tjente solene bedst, og som dyrlægen, som er fuglekyndig, bekræftede for mig, var det bedste. Jeg skyldte solene at tage en ordentlig beslutning, omend det er den tungeste jeg nogensinde har taget. Jeg sad med dem begge, da de sov ind, og jeg græd som aldrig før, og undskyldte igen og igen højlydt overfor dem. Min skyldfølelse er enorm.

Jeg har fået klippet deres ringe af, som jeg beholder. Ligeledes har jeg bedt om, at de bliver kremeret og puttet i en fin lille urne. De blev klækket sammen, de har boet sammen det meste af deres liv og de var uadskillelige. Således skal de også være sammen i en fælles urne. Jeg kunne ikke bare lade dem være på dyrehospitalet, ej heller ville jeg begrave dem i en have, som jeg måske en dag flytter fra.

I skrivende stund er det bare 3 dage siden, og jeg har grædt mange gange siden. Der er hele tiden situationer, hvor jeg tænker, at sådan gjorde Tamaya... sådan gjorde Spixen osv. Mest af alt savner jeg at sidde med dem under min trøje om aftenen, imens de andre fik deres aftentur. Jeg mangler virkelig Solene i mit gøjeparadis.

Jeg elsker mine Sole - tomt og stille er her.

R.I.P. Tamaya og Spixen - I vil altid være i mit hjerte og mine tanker.