Papegøjen - en ven for livet!

Overvejelser inden anskaffelse af en papegøje

Der er mange overvejelser man skal gøre sig inden, at man kaster sig ud i at anskaffe sig en papegøje:

Har du tid til en papegøje, der skal fodres, tages ud af buret, trænes og leges med HVER DAG?

Har du plads og råd til et ordentligt bur til den?

Er du parat til mere støv i huset og fuglefoder på gulvene – HVER DAG?

Vil du sørge for, at papegøjen får det foder, frugt og grønt (som skal skæres HVER DAG), der er påkrævet for et sundt og godt papegøje liv?

Vil du frem for alt være kærlig og tålmodig over for den, også når det ikke altid er gengældt fra papegøjens side?

Papegøjer bliver gamle! Det er vigtigt at tage stilling til, om du også om mange år vil dele dit liv med en papegøje. Der kan naturligvis ske ting, der gør, at du er nødt til at finde et nyt hjem til din fugl. Men det må ikke være dit udgangspunkt, når du køber en papegøje.

Man skal ikke købe en gøje, med salg for øje!

Papegøjer er meget sociale dyr, og de lever i flok i naturen. De har brug for samvær med deres familie, og meget gerne også en artsfælle. Papegøjen skal ud og strække vingerne HVER DAG, og den skal have kvalitets tid med dig eller din familie. En artsfælle erstatter IKKE dit selskab.

En papegøje er meget afhængig af sin søvn og har brug for ca. 10 - 12 timers søvn, hver nat – i fred og ro. For lidt søvn kan resultere i adfærdsproblemer.

Dværg Ara Pico og Venezuela Amazone Jo-Jo hygger

Rådgivning om valg af papegøje

Ligesom med valg af hunderace, er det vigtigt at vælge den type papegøje, som passer bedst ind i ens dagligdag og familieliv.

Der er arter, som opdrættere og andre erfarne papegøje holdere kraftigt fraråder at holde som tamme fugle, fordi det er svært at opfylde papegøjens behov. Andre arter egner sig bedst til et liv i voliere. Der er mange spørgsmål at tage stilling til, og for at få det bedste resultat og den bedste oplevelse med sin første papegøje, er det vigtigt, at man vælger rigtigt første gang… specielt for papegøjens skyld!

En papegøje vil blive en stor del af hverdagen og vil allerhelst deltage i alt, hvad man foretager sig. Så før du kaster dig ud i køb af en papegøje, så læs Overvejelser inden anskaffelse af en papegøje ovenfor én gang mere.

Hvis du, efter at have læst det igen, stadig synes, at en papegøje vil passe ind i dit liv og du har tid og lyst til at kaste dig ud i livet som papegøje ejer, så vil du ikke fortryde det. En papegøje er en ven for livet. Den kan blive op til 70 år, alt efter hvilken art man vælger. Med den rette pasning og håndtering, får man et liv fyldt med sjove, søde og dejlige oplevelser.

Solparakit Tamaya leger

Valg af papegøje

Går du med tanker om at købe en papegøje, men er i tvivl om hvilken art du skal vælge, hvor du skal købe og mange andre spørgsmål, så meld dig ind på TamFugle Forum på Facebook. Der er gode råd at hente, en masse viden, som folk gerne vil dele, og medlemmerne har mange forskellige arter papegøjer. Du kan her spørge om de forskellige arter, så du måske bedre selv kan vælge præcis dén art, som passer til dig og din familie.

Blåpandet Amazone Cokefisen i et smukt flyvebillede... måske en engel?

Nyeste kommentarer

28.06 | 15:16

Pipper hedder pipper, men hvis du vil vide hvad der er for en papegøje, ...

28.06 | 11:44

Hejsa hvad hedder pipper?????? Den er bare så flot, jeg er helt fo...

24.01 | 16:52

Hej Jesper Jeg kender ingen opdrættere af hyacint ara’er. Jeg ved, de er me...

24.01 | 16:47

Hejsa, jeg søger hyacint ara, ville det være en mulighed for en behjælpeli...